Samuel Hahnemann

Homøopatiens Grundlægger

Samuel Hahnemann (1755 – 1843)

Den homøopatiske filosofi er baseret på ideer af bl.a. Hippokrates og Paracelsus. Men det var den tyske læge, kemiker & filosof Dr. Samuel Kristian Hahnemann (1755 – 1843), der grundlagde homøopatien. Han var imod de metoder og lægemidler og manglen på faste behandlingsprincipper, som den tids læger brugte. Hahnemann mente, at de ofte svækkede patienterne i stedet for at styrke dem.

Hahnemann opgav i 1790 sin lægegerning og begyndte at oversætte medicinske tidskrifter, som på det tidspunkt omhandlede lægeplanter. En dag var Hahnemann fuldt optaget af at oversætte William Cullens medicinske forsøg. Cullen var en skotsk læge som eksperimenterede og skrev om medicinske planter. Blandt andet hans brug af barken fra Kinatræet (China Bark), som indeholder Kinin, en substanse som kurerede malaria. Det vakte Hahnemanns interesse, da Europa på daværende tidspunkt havde malaria.

Hahnemann besluttede herfra at lave sine egne eksperimenter. Han opdagede, at malaria medicinen Kinin, som når isoleres fra barken af Kinatræet, kan fremkalde malarialignende symptomer i raske mennesker. De kunstigt fremkaldte symptomer forsvinder, når medicinen stoppes. Ved at foretage denne procedure på en større gruppe personer, og notere de fremkaldte symptomer, fik Hahnemann et fuldt billede af Kininens helbredende egenskaber, hvilket ikke alene begrænsede sig til malaria. Det var den første såkaldte “prøvning”. Alle homøopatiske lægemidler er afprøvet på raske mennesker. Der foretages ingen dyreforsøg i fremstilling og afprøvning af homøopatiske midler.

Under sine “prøvninger” opdagede Hahnemann den anden store hemmelighed bag homøopatien: Igennem fortyndinger og tilhørende rystninger viser stoffer et mere og mere nuanceret symptombillede, og deres medicinske egenskaber bliver mere dynamisk og virksomme. For eksempel kunne helt almindelig køkkensalt (Natrum Muriaticum) i homøopatisk form fremkalde hud udslæt, hovedpine og tristhed. Et stof som Arsenik (Arsenicum Album), der ufortyndet fører til forgiftning med mavesmerter og kuldegysninger, viser i homøopatisk form mange flere symptomer og kan kurere såvel mavesmerter med kuldegysninger til følge. Andre symptomer i Arsenicum billedet kan være angst, rastløshed og længsel efter finansiel sikkerhed.
Hahnemann fremførte derfor igen lighedsloven: “Similia Similibus Curentur” – “lige skal med lignende helbredes”. Han fandt frem til, at hvis et stof kan fremkalde bestemte symptomer hos raske mennesker, kan det helbrede de samme symptomer hos syge mennesker. I den forbindelse begyndte han at formulere en ny forståelse af sygdom, sundhed og medicin, som i dag er det centrale i homøopatisk filosofi.
Udover at udføre praktiske eksperimenter og behandlinger, brugte Hahnemann hele sit liv på, at formulere sine indsigter og tanker om sundhed, sygdom og homøopatisk behandling. Hahnemanns ”Organon”, som udkom i fem stadig forbedrede udgaver i hans livstid og en 6. udgave mange år efter hans død, er stadig det filosofiske og praktiske grundlag som homøopater over hele verden studerer. Hahanemmanns ”Organon” indeholder meget præcist formulerede retningslinjer, som igen og igen viser sig at være en kilde til både praktisk og filosofisk visdom. Homøopati er i dag i stærk udvikling og har vundet stor indpas som en effektiv og bivirkningsfri behandlingsform, og er den mest anvendte alternative behandlingsform i Europa.